Jagtproeven.dk / Jagtteori / 10. Jægerhåndværk / Jægerens værktøj

Jægerens værktøj

Der er et stort udvalg af værktøj og udstyr til den moderne jæger. Det er dog langtfra det hele, som er absolut nødvendigt for at gå på jagt. Men hvis du vil specialisere dig inden for en bestemt jagtform, skal du som regel investere i særligt grej.

 

 Udstyr

Udstyret findes tit i flere varianter, og så er det et spørgsmål om personlig smag, når du skal vælge.

 

Sikkerhedsudstyr

Skydetræning og jagt kan have ødelæggende virkning på hørelsen og i tilfælde af uheld også synet. Derfor bør høreværn og skydebriller findes i enhver jægers udrustning.

 

Det har i mange år været almindeligt at bruge høreværn på skydebanen, men udviklingen har betydet, at høreværn er blevet langt mere anvendeligt, også under jagt. Fordi det er en stor del af jagtoplevelsen at kunne høre, hvad der sker omkring en, vælger mange elektroniske høreværn.

Sikkerhedsudstyr

Når du har vænnet sig til at bruge høreværn og skydebriller, bliver du glad for den sikkerhed og komfort, de giver.

 

Elektronikken udelukker støj fra skud lige så effektivt som almindelige høreværn. Men samtidig giver de mulighed for at høre alle almindelige lyde og endda forstærke en del af dem. Elektroniske høreværn findes i flere udformninger, fra små formstøbte enheder, der placeres i øregangene, til mere almindelige "ørebøffer".

 

Med til sikkerhedsudstyret hører også et par skydebriller. De findes i mange varianter og med ”glas” i forskellige farver. Skydebriller beskytter også mod grene og kviste som kan ramme én i ansigtet, når man bevæger sig igennem en bevoksning.

 

Kikkerten

Jægeren har stor glæde af en kikkert. Den afslører meget af det liv, som ellers let bliver overset, og du bliver i stand til at bestemme arter på længere afstand.

 

Kikkerten har sin helt naturlige plads til forskellige former for riffeljagt, hvor det er nødvendig at kunne skelne og undersøge detaljer, som man ikke kan se med det blotte øje. I forbindelse med hagljagt er kikkerten især god at have under forberedelserne til trækjagt, hvor der skal bestemmes art, adfærd og forekomst.

 

Kikkert

Det er nødvendigt at afprøve forskellige kikkerter, før du vælger.

 

Den almindelige kikkert findes i forskellige størrelser, udformninger og med forskellige forstørrelsesgrader. Behov dækkes med 8-10 gangs forstørrelse. Du skal være opmærksom på, at jo mere kikkerten forstørrer, jo mere uroligt bliver det billede du ser på grund af den smule rystelser, man har i hænderne. Kikkerter der forstørrer mere end 10 gange, er derfor ofte udstyret med en stabiliserende gyro. Den kræver dog batteri, som er med til at øge kikkertens vægt.

 

Kniven

Kniven er et af jægerens ældste redskaber. Knive findes i mange udformninger, der giver dem karakter eller gør dem egnede til forskellige formål. Derfor er det heller ikke ualmindelig, at man med tiden anskaffer sig flere varianter.

 

Knive

Kniven er et kært værktøj som mange har et særligt forhold til. Enten fordi det ligger godt i hånden, tjener jægerens personlige ønsker eller måske fordi det har været en særlig gave.

 

Jægeren kan klare det meste med en kniv med fast blad (dolk). Bladet behøver ikke være langt – gerne 7-10 cm. Det gør kniven både god til formålet, handy og let at rengøre.

 

Bugåbneren er en speciaskniv, som bruges i forbindelse med opbrækning af hjortevildt. Den findes i forskellige udformninger, men fælles for dem er, at de kan skære maveskindet op uden risiko for at stikke hul på tarmene. Det kan du også med en med en almindelig kniv, men kun hvis du har det rette håndelag. Skal du brække mange stykker vildt op, er bugåbneren et fremragende værktøj.

 

Kniv Med Parer

 

Til at aflive hjortevildt med stik i nakken skal du bruge en en kniv med et smalt blad. Kniven skal helst være forsynet med parer, så du ikke risikerer, at hånden glider på skæftet og ned på bladet.

 

Patrontasken – jagttasken

En forholdsvis handy taske, der giver jægeren mulighed for at medbringe de nødvendige patroner til jagten. Skal du gå langt i løbet af dagen, og har du brug for et større antal patroner, bliver det anstrengende at have dem med i lommerne.

 

Når du er alene på jagt, har tasken også sin berettigelse, da du tit har hænderne fulde af nødvendigt udstyr som lokkere, skjul, stol m.m.

 

Som alternativ kan jagttasken byttes ud med rygsækstolen. Her er der mere plads til alverdens nødvendigheder, og så får du siddemuligheden oven i købet.

 

Jagtstolen

Afhængigt af jagtformen kan jagtstolen medbringes, fordi den er nødvendig eller bekvem. Under trækjagt på duer eller ænder kan det være rart at sidde ned i perioder. Hvis der er tale om anstandsjagt med riffel, giver stolen frihed til at placere sig uafhængigt af skydeplatforme.

 

Sammen med en skydestok er jagtstolen et godt udgangspunkt for et sikkert skud. Det er er en god idé at vælge en stolehøjde, hvor du kan hvile albuerne på knæene, samtidig med at riflen ligger i anslag i skydestokken. De fleste trebenede jagtstole er for høje til det formål, så det kan være nødvendigt at skære noget af længden.

 

Lygten

Hvis du går på jagt i og omkring de mørke timer, f.eks. trækjagt på ænder og gæs, er en lygte næsten uundværlig. Både når du skal finde på plads, stille lokkere op eller apportere fuglene. Da du tit skal have meget grej med dig, er det rart at have begge hænder fri. Derfor er en pandelampe et godt valg.

Har du brug for at lyse ud over et mørkt vandspejl for at få øje på fugle, er det en fordel også at have en kraftig lommelygte med en koncentreret lysstråle.

 

Galge eller vildttaske

Når det skudte vildt er samlet op, er det rart at kunne bære det med hænderne fri. Derfor er det praktisk at medbringe en galge med en passende størrelse. Galgen kan enten fæstes til en jagttaske eller en skrårem.

 

En vildtaske er et alternativ til galgen. Den kaldes også en gamebag, og den er forholdsvis stor med en bred bærerem. Alligevel er den let, fordi den normalt er fremstillet af kanvas eller et andet tyndt materiale. Fordelen ved vildttasken er først og fremmest, at det skudte vildt ikke dingler omkring én, hvilket kan være ret generende, hvis du skal gå langt.

 

Raavildtgreb 001 0105

Et udtræksgreb til råvildt laves af en rundstok og en stærk snor. Hovedet bøjes ned mellem forbenene, og snoren lægges omkring benene lige over klovene. Så har du et godt og komfortabelt greb i dyret.

 

Modsat andet flyvende vildt bæres sneppen i stængerne, uanset om det er i galgen eller i hånden. Det skyldes, at sneppens hoved sidder løst og let bliver revet af.

 

 

Jagttaske

En gamebag er særdeles velegnet til at bære skudt vildt i under jagten. Samtidig er den god til at transportere vildtet hjem i bilen, fordi den er helt tæt.  

 

Skydestokken

Skydestokken er særligt til riffeljægeren. Den findes i mange udgaver og højder – fra en simpel, etbenet ”knortekæp” til flerbenede, avancerede indretninger med fast anlæg til riflen og støtte til albuen.

 

Det er ikke altid nemt at forudsige, hvad du får brug på jagten. Så vil du have en stok, der dækker mange formål, bør du vælge en model med let betjente, teleskopiske ben. Med sådan en bliver du ikke fanget af høj bevoksning.

 

Hvis du vælger en høj skydestok, vil du hurtigt finde ud af, at den er i vejen eller irriterende at slæbe rundt på under pursch. Derfor skal stokken ikke fylde mere end nødvendigt. En stor del af året er bevoksningen også så lav, at du ikke behøver en høj udgangsposition. Jo lavere skydestilling, jo mere stabil skydning.

 

Totenslager

I mange tilfælde kan du aflive et stykke anskudt fuglevildt ved at svinge hovedet mod en gren eller sten. Men på marken, i rørskov eller på vandet, er en totenslager et godt redskab til at aflive en fugl hurtigt og effektivt. Den behøver ikke at være hverken stor eller tung, så den bliver besværlig at bære rundt på.